Mountainbike om vinteren har et andet kuldeproblem end landevejscykling. Landevejsrytteren holder nogenlunde konstant intensitet. MTB-rytteren pisker mellem maksimalpuls på stigninger og næsten hvile på tekniske nedkørsler, og det er svingningerne der vælter varmeregnskabet: sveden fra stigningen bliver til kølevæske på nedkørslen.
Baselayeret er vigtigere end jakken
Det inderste lag afgør om sveden transporteres væk eller bliver liggende som en våd hinde. Merinould eller teknisk uldblanding er vinterens valg, fordi uld isolerer selv i fugtig tilstand. Bomuld er direkte uegnet. Jakken ovenpå skal være mere vindtæt end varm, for isoleringen skal sidde i lagene, ikke i skallen, så der kan justeres undervejs.
Åbn før stigningen, luk før toppen
Rutineret vinterkørsel handler om at være på forkant med sin egen varmeproduktion. Lyn op i jakken og tag buffen ned før den lange stigning, ikke når sveden allerede pibler frem. Luk igen i det øjeblik stigningen topper, mens kroppen stadig er varm. Det lyder pedantisk og er den enkeltvane der adskiller dem der fryser, fra dem der ikke gør.
Batterivarme har fundet vej til undertøjet
For vinterens seriøse ryttere, og for alle med lange transportstræk eller pauser i skoven, findes der efterhånden opvarmet baselayer med varmezoner ved kerne og lænd og batteridrift i powerbank-format. Pointen er ikke varme under fuld belastning, hvor kroppen selv leverer, men i pauser, ved punktering i frostvejr og på hjemturen i våde klude. Der er varmetrådene forskellen på en kort pause og en kold nødsituation.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad med fødderne på flats om vinteren?
Vinterstøvler til flats eller vandtætte sokker plus uld. Klik-ryttere kan overveje vinterklampesko, for tåklemme i frost er turens hurtigste afslutning.
Briller dugger i kulden, hvad gør man?
Lad brillen sidde på næsen hele turen og træk buffen ned under den. Ånde op i brillen ved stilstand er duggens hovedkilde.